Artiklen gennemgår spændingen mellem sociolingvistik og dialektforskning historisk og systematisk ud fra det synspunkt at en disciplin er karakteriseret ved både et valg af objekt og en særlig metode. For sociolingvistikken i Danmark gælder det at den længe undgik det karakteristiske objekt, storbyens sprog, i Danmark oplagt københavnsk, og endnu længere undgik at kombinere objektet med den særlige kvantitative metode hvor man indsamler sprogprøver fra mange informanter som er socialt karakteriserede ud fra en sociologisk model. Artiklen afsluttes med et kig ind i Sprogforandringscentrets værksted hvor man arbejder med en række gamle problemer på en ny måde med henblik på synteser af hvad der allerede findes af resultater.