Hvad er parallelsproglighed?

Af professor Peter Harder, 2008
Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet

Begrebet 'parallelsproglighed' er i de senere år kommet til at spille en vigtig rolle i diskussioner om sprogpolitik i de nordiske lande (jf. Niels Davidsen-Nielsens historiske redegørelse). Men hvordan skal begrebet egentlig forstås?

Grundtanken i begrebet er forholdsvis klar: Parallelsproglighed betegner en situation...:

  1. hvor to sprog bruges side om side,
  2. uden at det ene er underordnet eller marginaliseret i forhold til det andet.

Parallelsproglighed er altså en form for tosprogethed i den sproglige praksis der fungerer inden for et bestemt område. Et sådant område kalder man et domæne. Et bud på en teknisk definition af parallelsprogsbegrebet er således følgende:

Parallelsproglighed er balanceret domænespecifik tosprogethed.

En fungerende parallelsproglighed viser sig således ved at begge de relevante sprog bruges i praksis og opleves som naturlige i det pågældende domæne.

Domæner og parallelitet

Begrebet 'domæne' er opstillet af sociolingvister til at benævne enheder af den slags der erfaringsmæssigt er afgørende for hvilke sprogformer der er "de mest forventelige" at bruge. Ligesom det er i strid med normerne at bruge ord som hejsa når der hilses på regenten, er det i strid med normerne at bruge ord som isobar når man snakker om vejret hen over hækken - og det samme gælder valget mellem to forskellige sprog. Hvor to sprog bruges side om side, er det derfor domæneafgræsninger der er afgørende for hvilket sprog man bruger i konkrete tilfælde. En meget typisk forskel er at man bruger det lokale sprog man er vokset op med til domænet 'mundtlig samtale med folk man kender' og et mere officielt standardsprog til fx 'jobansøgninger'.

Det særlige ved parallelsproglighed er at det betegner brugen af forskellige sprog inden for samme domæne. Denne situation kendes især fra situationer hvor medlemmer af mere end ét sprogsamfund er fælles om et domæne, fx familier hvor mor og far har forskellige modersmål og gerne vil have at deres børn lærer begge sprog. Universitetsundervisning kan betragtes som et domæne; og Center for Internationalisering og Parallelsproglighed eksisterer, fordi der er en målsætning om at universiteter kan fungere parallelsprogligt på engelsk og dansk. De to relevante sprogsamfund er i dette tilfælde Danmark og den meta-enhed som kan kaldes det internationale samfund. Parallelsprogsmålsætningen afspejler ønsket om at universiteterne kan fungere optimalt både i forhold til Danmark og i forhold til det internationale samfund (ligesom barnet skal have det bedst mulige forhold til bedsteforældre på både mors og fars side).

 

Diskussion og nærmere udfoldelse


Hvad kræver det at efterleve målsætningen om parallelsproglighed på universiteterne?
Selv om man kan afklare parallelsprogsbegrebet nogenlunde, som ovenfor, løser det ikke alle de problemer begrebet rejser som rettesnor for fremtidens praksis på universiteterne. Hvad kræver det så konkret at efterleve denne målsætning om parallelsproglighed?

Forskellige udgaver af tosprogethed

'Tosprogethed' er i sig selv et omstridt og mangfoldigt begreb. Tosprogethed i en bestemt praksis forudsætter naturligvis tosprogethed hos de personer der deltager i sprogbrugen, i hvert fald hvis de skal have fuld adgang til det der bliver sagt.

Ordet 'tosprogethed' har i skoledebatten fået en klang af at være en slags handicap. Derfor bør det understreges at tosprogethed findes i en række forskellige udgaver. Disse kan fordeles på en skala hvor den ene ende repræsenterer en entydig overskudssituation - også kaldet "den gode tosprogethed" - hvor man har adgang til to sprogfællesskaber i stedet for ét. Det er denne, som spiller en rolle for målsætningsdiskussionen på universitetsområdet. I den anden ende finder man situationer hvor den såkaldt tosprogede person ikke har fuld beherskelse af nogen af de to sprog. Hvis der i begge de to sprogsamfund er situationer man har brug for at kunne fungere i, uden at man har et tilstrækkeligt sprogligt beredskab, er man naturligvis i en underskudssituation. Denne sidstnævnte "dårlige tosprogethed" er imidlertid ikke et resultat af selve det at tilegne sig to sprog. Denne opfattelse havde man engang, men omfattende empiriske studier, bl.a. fra Canada, har vist at det snarere forholder sig modsat:

Børn der lærer to sprog, ender ofte med at få en sproglig bevidsthed der også giver dem ekstra fordele på deres førstesprog. 

Det synes altså at kræve en særlig forklaring at der også findes en "dårlig tosprogethed". Denne må søges i begrænsningerne i den sproglige praksis de pågældende har været en del af: Hvis en person ikke har haft fuld adgang til et bestemt domæne på nogen af de to sprog, er det ikke så mærkeligt at denne mangler sproglige forudsætninger for at kunne udfolde sig fuldt ud inden for dette. Uanset de præcise årsager er det værd at være opmærksom på at man kan skabe omstændigheder hvor folk sprogligt set risikerer at være marginaliseret både i forhold til det ene og det andet af de sprogfællesskaber, de har (delvist) adgang til, og derfor kan miste muligheden for at udvikle den gode tosprogethed.

Parallelsproglighed og sprogpolitik på universiteterne

Set i forhold til universitetets sprogpolitik er der en afgørende forskel i forhold til tosprogethed som del af den primære socialisation - nemlig at universitetssprog ikke er noget man vokser op med. Universitetssprog er en del af den sekundære eller snarere tertiære socialisation: Alle skal have ekstra færdigheder for at kunne håndtere universitetssituationen sprogligt. Det drejer sig ikke om ens privatliv eller personlighed alene, men om hvordan man kan fungere i en bestemt type professionel sammenhæng som del af det nationale eller internationale vidensamfund.

Parallelsproglighed på universitetet handler derfor mere om hvilke rimelige forventninger omverdenen kan have til de implicerede, end om deres personlige sproglige valg. Hvor det ville være både urealistisk og potentielt krænkende at prøve på at blande sig i hvilket sprog den enkelte bruger i private sammenhænge, er spørgsmålet om hvilket sprog der skal bruges af institutioner (med den magt de nu har over samfundslivet), et spørgsmål der indgår i den almindelige diskussion om hvilken slags samfund vi ønsker (ligesom da man i sin tid foreskrev at der skulle være mundtlighed i retsplejen, dvs. at man ikke kunne afgøre retssager på basis af skriftlige dokumenter alene).

Parallelsprogspolitikken er fastlagt (jf. Davidsen-Nielsens historiske redegørelse) under indtryk af at man gik over til at bruge engelsk i flere og flere sammenhænge, herunder i universitetsundervisning. Det betyder risiko for 'domænetab', dvs. at det pågældende domæne som helhed efterhånden bliver opfattet som et hvor engelsk er det rigtige. På et tidspunkt vil man ifølge denne tankegang opleve at det at undervise på dansk på universitetet virker lige så underligt som det gjorde dengang man prøvede på at indføre en politik om at regionale DR-nyheder skulle læses op på dialekt (det måtte opgives på grund af lokale protester om at DR gjorde nar af sproget). Set i dette perspektiv betyder parallelsprogspolitikken mere præcist at man ønsker...

... at fastholde at dansk fortsat opleves som et naturligt sprog også i universitetssammenhænge, sådan at man ikke skal skifte sprog når man bevæger sig fra universitetsdomænet ud til andre domæner i det danske samfund der fortsat fungerer på dansk.

Der kan være mange grunde til at ønske at dansk fastholdes som et naturligt sprog i universitetssammenhænge - engagement i modersmålet, ønsket om at undgå en dårlig tosprogethed hvor mange kandidater hverken er fuldt funktionsdygtige på dansk eller engelsk, eller vægt på at undgå nye sproglige barrierer inden for landets grænser. Skeptikere over for parallelsprogsbegrebet lægger typisk vægt på at satse på engelsk som det internationale sprog vi først og fremmest skal satse på at blive bedre til. Begrebet parallelsproglighed repræsenterer imidlertid en position der er polemisk vendt imod enhver renlivet étsprogspolitik, nemlig at...

... idealet hverken er at nøjes med engelsk eller nøjes med dansk, men at man skal blive så god til begge sprog, at man er fuldt på højde med situationen både internationalt og i forhold til det danske samfund.

Dét kræver at man har held til at opstille en praktisk sprogpolitik, hvor der er en naturlig arbejdsdeling mellem de former for kommunikation (herunder undervisning), der retter sig primært mod det internationale akademiske fællesskab, og de former, der sigter på at dække behovet for at fungere fagligt optimalt i forhold til det danske samfund.

Der kan ikke på forhånd opstilles klare beskrivelser af hvordan en sådan arbejdsdeling skal se ud. Men hvis universitetet skal leve op til de skærpede forpligtelser om formidling til det danske samfund, må parallelsprogspolitikken også gennemtænkes i sammenhæng med dette krav. Spørgsmål om formidling hænger derfor også sammen med fagspecifik terminologi, lærebøger på universitet, ungdomsuddannelser og grundskoler osv.

I en vis forstand er det således os alle sammen der i de kommende år skal "konstruere" hvad parallelsproglighed skal ende med at være!