Grøntoft har siden de omfattende udgravninger i 1961-72 af bebyggelsen fra førromersk jernalder fået status af en ’ locus classicus’ i dansk arkæologi og udgør i dag et usædvanlig komplekst kulturmiljø fra denne periode. Kendskabet til de forskellige kategorier af fortidsminder fra førromersk jernalder ved Grøntoft er imidlertid i høj grad resultat af en række tilfældige omstændigheder i løbet af det 20.århundrede. Det komparative kildemateriale er siden udgravningernes afslutning i 1972 vokset kolossalt, og Grøntoft må i dag i mange henseender opfattes som almindelig i førromersk jernalder. Placeringen midt på Skovbjerg Bakkeø, hvor hovedvandskellene mødes, kan dog have haft en særlig strategisk betydning, og ét af langhusene fra tidlig førromersk jernalder synes at repræsentere en potentiel stormandsgård. I de seneste år har bl.a. svenske arkæologer tilføjet nye aspekter til forskningen i jernalderbebyggelsen ved Grøntoft, med fokus på rituelle aktiviteter og fænomenologiske forhold.