I artiklen undersøges, hvordan man omgås, bruger eller destruerer den ubekvemme kulturarv fra kommunismen i det tidligere Østuropa. Erindringer nedfældet i monumenter, bygninger og konsumprodukter fra den kommunistiske fortid kan og må håndteres på forskellig vis. Den materielle kulturarv bruges til erindring, eksistenskamp og kontemplation i en bevægelse mellem materalisering og forsøg på destruering af fortiden.