Med denne artikel forsøger jeg at åbne et ganske prætentiøst spørgsmål: Hvad er sand vrede? Med "sand" vrede mener jeg en skelsættende vrede, som er i stand til at skabe forandringer. Kan en sådan vrede være en politisk drivkraft? Kan den kan være en litterær drivkraft? Har den litterære og den politiske vrede noget med hinanden at gøre? Den vrede, jeg eftersøger i litteraturen, er ikke så meget litterære tematiseringer af vreden, som det er vreden som litterær drivkraft, dvs. en vrede, der ikke viser sig i litteraturens tema, men snarere i dens stemme. Inspireret af Horace Engdahls Beröringens abc analyserer artiklen tre vrede litterære stemmer: danske Lars Skinnebach, østrigske Elfriede Jelinek og ungarske Imre Kertész. Filosofisk støtter artiklen sig til to aktuelle værker, som handler om vreden og dens politiske potentialer: Slavoj Zizeks Violence (2008) og Peter Sloterdijks Zorn und Zeit (2006).