Hvor uddannedes lærde skandinaver i perioden før 1150? Hvilke intellektuelle og kirkelige netværk indgik de i? Og hvilken ideologisk betydning kan disse netværk have haft for de skandinaviske samfund det netop samtidigt var under rivende udvikling i den proces der er betegnet 'europæisering'? For Norges vedkommende hersker der ingen tvivl om eksistensen af en betydelig angelsaxisk påvirkning der rakte langt op i højmiddelalderen. Ligeledes har katedralskolen i Lincoln længe været nævnt som vigtigt uddannelsessted for talentfulde skandinaver. I artiklen fremdrages derfor primært de danske forbindelser (selvom det ikke altid er hverken muligt eller meningsfyldt at skelne) med fokus på det nordengelske og skotske område. Det er min hypotese at det i perioden før c. 1150 er her, på de britiske øer, snarere end på kontinentet, at vi skal finde porten til den latinske lærde verden for en betragtelig del af den skandinaviske uddannede elite. Northumbria (og Durham i særdeleshed) har af flere årsager været attraktiv for skandinaver på jagt efter uddannelse og lærdom. Ikke mindst af rent praktiske årsager såsom kulturelle og sproglige ligheder (dialekterne i området har den dag i dag et betydeligt skandinavisk islæt), afstandsmæssig overkommelighed, eksistensen af veletablerede handelsruter og dermed nyttige forbindelser. Enkelte har tillige kunne benytte sig af allerede eksisterende personlige og familiemæssige forbindelser via de bosatte anglo-skandinaver (det northumbriske aristokrati var endnu i første halvdel af 1100-tallet udpræget anglo-skandinavisk). Tillige besad Durham et af Nordeuropas største og mest veludrustede biblioteker og havde gode kontinentale forbindelser, deriblandt til de lothringske skoler i anden halvdel af 1000-tallet, og fra 1120erne og frem, til St. Victor skolen i Paris. Det lærde miljø var (og er til dels stadig) præget af informelle og personlige bånd, af netværksstrukturer snarere end af institutionelle ditto. Derfor er første skridt at forsøge at etablere prosopografiske sammenhænge.  Adskillige forskere har bemærket at der forekommer et påfaldende stort antal skandinaviske (i særlig grad danske) navne i den del af Durham Liber Vitae der stammer fra perioden. Det frustrerende ved disse kilder er dog, at alt hvad vi får er netop dét: navne, i klynger eller enkeltstående, og udover hvad der kan opstilles af hypoteser på baggrund af palæografiske studier, ikke meget andet. Vi ved ikke hvem størstedelen af disse personer er, hvor de kom fra, og hvorfor de er blevet indføjet i det fællesskab som Durhams Liber Vitae er et udtryk for. Hvad der yderligere er overleveret af vidnesbyrd må betegnes som yderst fragmentarisk. På grund af det danske kildemateriales sparsomhed prætenderer dette bidrag ikke at give det store forkromede billede, men en tentativ undersøgelse af det intellektuelle aspekt af forbindelserne henover Nordsøen, samt et bud på hvad der adskiller intellektuelle netværk fra andre netværksrelationer i højmiddelalderens Europa.