Det ældste danske forvaltningssprog er latin, der i sendmiddelalderen får følge først af middelnedertysk og siden af dansk. Hertugdømmerne forvaltes fra centralt hold på nedertysk indtil ca. 1550, derefter på højtysk. I slutningen af 1500-tallet begynder også den lokale administration og kirkesproget at skifte til højtysk. I Norge fungerer dansk som forvaltningssprog fra ca. 1500 og som kirkesprog fra reformationen. I hele perioden eksisterer dansk, tysk og latin som parallele politiske sprog, hvor dansk og tysk er forhandlingens sprog, talt af de politiske aktører, først og fremmest konge og rigsråd, mens latin er den humanistiske elite af lærde og gejstliges uforpligtende og ofte hyperboliske, men til tider også uforblommede sprog, Med enevældens indførelse 1660 forsvandt den politiske forhandling i princippet, men blev i realiteten erstattet af den indirekte forhandling i form af rådgivning og suplikker, begge på modersmålet.