I denne artikel analyseres den såkaldte acquis communautaire, dvs. Det Europæiske Fællesskabs/Europæiske Unions samlede lov og regel grundlag, inklusiv uformelle beslutninger/normer, i historisk lys. I første del af artiklen analyseres begrebets tidligere historie og udvikling fra EF's etablering i 1958 og frem til de tidligere 1970'ere. Derpå analyseres effekten af det fælles lov og regel grundlag for EF's måde at forhandle på under de første succesfulde udvidelsesforhandlinger fra 1970 til 1972 med Danmark, Irland, Norge og Storbritannien. Det påvises i denne empiriske analyse, at selvom de nationale regeringer forsat spillede en hovedrolle i samarbejdet, så betød eksistensen af et fælles lov, regel og norm grundlag, at det var vanskeligt for enkelte regeringer at ignorere disse til fordel for en snæver tolkning af nationale interesser. Love og regler kunne bøjes, eller brydes, men dette krævede en meget bred alliance, hvor intet medlemsland direkte satte sig imod.