Denne artikel analyserer historien bag Danmarks indgang i EF den 1. januar 1973. To store historiske trends formede Danmarks vej mod EF-medlemsskab. På den ene side skabte kampen for national overlevelse for den danske national stats mellem 1864 og 1945 en særlig dansk model for demokrati og social stabilitet, en forkærlighed for nordisk samarbejde og et blivende negativt billede af kontinental Europa generelt og Tyskland i særdeleshed. På den anden side inkluderede den stigende økonomiske samhandel i Vesteuropa den danske økonomi og fremmede landets økonomiske udvikling. Det var den økonomiske afhængighed af de vesteuropæiske markeder, der fik Danmark til at ansøge om EF-medlemsskab. Både de danske medlemskabsforhandlinger og den indenrigspolitiske beslutning om at deltage var domineret af Danmarks ambivalente holdning til Europa. Det var derfor afgørende, at udvidelsesforhandlingerne sikrede de økonomiske gevinster ved EF-medlemskabet fra begyndelsen uden, at EF for alvor truede dansk velfærdslovgivning og nordisk samarbejde. Konfronteret med en stærk indre opposition var dette afgørende for socialdemokratiets forsøg på at formulere en europapolitisk vision, der kunne holde partiet sammen og vinde folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Den danske udvidelse blev solgt til befolkningen som en økonomisk beslutning og de politiske perspektiver blev nedtonet.