Begrebet medieleg tilskrives medieforskeren Margareta Rönnberg (1989), som anvender begrebet om hvordan medierne (her primært TV) inspirerer med både format og indhold til nye legetyper. Jeg vil her – med udgangspunkt i billedmateriale fra dramapædagogen Klaus Thestrups eksperimenter med børn og medier i daginstitutionen Humlebien (Århus, Danmark) – reflektere lidt over begrebet medieleg, og med reference til den tyske systemteoretiker Niklas Luhmanns forståelse af menneskelig aktivitet som sociale systemer vil jeg foreslå at medieleg deles op i to forskellige – men nært forbundne – begreber: Medieleg af 1. og 2. grad. Luhmann definerer systemer som “enheder, der lader sig skelne fra deres omverden” og hvor denne skelnen gælder “både for ydre iagttagere og […] for selviagttagelse” (Luhmann 1997, p.46). I denne artikels kontekst, kan denne systemiske opfattelse af leg ses i sammenhæng med Gregory Batesons legeteori, hvor det at lege indebærer en evne til at etablere en særlig referenceramme, indenfor hvilken de handlinger, der udføres har en særlig status (Bateson 1972)