Parallelsproglighed - begrebets oprindelse

Af professor emeritus Niels Davidsen-Nielsen, 2008
Forhenværende formand for Dansk Sprognævn

Begrebet 'parallelsproglighed' er opfundet i Norden. Men hvornår blev det brugt første gang, i hvilken sammenhæng og af hvem?

Ordet parallelsprog blev af Sprognævnet registreret allerede i 1969, men dengang havde det nu ikke noget med sprogpolitik at gøre. Det stod nemlig i en anmeldelse af Inger Christensens digtsamling 'Det', hvor hun i prologen skriver om sproget og i epilogen om parallelsprog: hvordan/ styre/ direkte/ ind i/ dit hjerte/ på andet/ end dette/ parallelsprog/ der ikke/ er til/ og aldrig/ bliver det.

Ifølge Infomedia blev ordet parallelsproglighed brugt i Danmark første gang 29. september 2002 i en kronik af undertegnede i Berlingske Tidende (Forsvar for dansk). Heri skrev jeg følgende:

Kronikken sluttede sådan:

Danmarks første sprogpolitik i 2004 - tydeligt behov for parallelsproglighed

I januar 2004 fik Danmark for første gang i historien en samlet sprogpolitik: Sprogpolitisk redegørelse (Kulturministeriet). I denne redegørelse fra regeringen meldes behovet for parallelsproglighed klart ud:

Også i rapporten der lå til grund for regeringens sprogpolitik - Sprog på spil (Kulturministeriet 2003) - er parallelsproglighed et nøgleord i kapitlet om universiteterne (s. 24).

I den nye rapport fra regeringens sprogudvalg Sprog til tiden (Kulturministeriet, april 2008) læser man i kapitlet om sprog på de videregående uddannelser og i forskningen at parallelsproglighed står centralt i løsningen af universiteternes udfordringer. Og det tilføjes at formålet med en parallelsprogsstrategi er "at sikre forskeres, kandidaters og studerendes muligheder for at begå sig internationalt, og at der samtidig udvikles et fagsprog og en terminologi inden for alle områder, som er anvendelig i en dansksproget sammenhæng" (s. 47). Parallelsproglighed omtales og anbefales også i kapitlet om sprogteknologi og terminologi (s. 72-3).

Hvor stammer ordet parallelsproglighed oprindeligt fra?

Svaret på det må være at det opstod i nordisk regi i 2001 - det europæiske sprogår - i forbindelse med udarbejdelsen af en række rapporter om Nordens sprogs status. Nordisk Ministerråds sprogpolitiske referencegruppe (som jeg det år var formand for) bestilte efter forslag fra mig og min suppleant, professor Frans Gregersen, en udredning af i hvilket omfang Nordens sprog som følge af globaliseringen havde tabt terræn til engelsk, og det resulterede i at der i løbet af seks måneder blev skrevet ti statusrapporter - om dansk, finsk, finsk i Sverige, færøsk, grønlandsk, islandsk, norsk, samisk, svensk og finlandssvensk. Disse rapporter blev af forfatterne præsenteret ved en nordisk konference (Nordmålforum) i Pargas, Finland i efteråret samme år, og det var i diskussionen ved denne konference at udtrykket parallelsproglighed blev lanceret. Jeg mener bestemt at huske at ordets ophavsmand var direktøren for det svenske sprognævn, Olle Josephson, under hvis ledelse de ti forfattere havde arbejdet.

Med udgangspunkt i de ti rapporter udkom i 2002 bogen Engelska språket som hot och tillgång i Norden (Det engelske sprog som trussel og fordel i Norden), som journalisten Renée Höglin havde fået til opgave at skrive for den sprogpolitiske referencegruppe, under Olle Josephsons vejledning og med ham som forfatter til nogle af afsnittene. I sammenfatningen af bogen (s. 85-101) bruges ordet parallelsproglighed i afsnittet om højere læreanstalter, universiteter og forskning (s. 91), og i det sidste afsnit siges det at sprogpolitikken vil afgøre om den tiltagende brug af engelsk i Norden vil blive til skade eller til nytte. Går det dårligt, bliver engelsk sproget for eliten. Går det godt, bevæger vi os mod flersprogethed: Vi behersker både engelsk og vores nordiske modersmål og bruger dem i forskellige situationer.

I Nordisk Sprogråd spiller parallelsproglighed en helt central rolle

Om det fællesnordiske arbejde med at styrke Nordens sprog kan det tilføjes at begrebet parallelsproglighed har en helt central stilling i Nordens Sprogråds deklaration fra 2006 om nordisk sprogpolitik, en deklaration der er tiltrådt af Nordisk Ministerråd. Heri står der at en konkret politik for parallelsproglighed indebærer...:

• at såvel Nordens samfundsbærende sprog som engelsk bør kunne anvendes som videnskabelige sprog.
• at formidling af videnskabelige resultater på Nordens samfundsbærende sprog bør være meriterende.
• at undervisningen i videnskabeligt fagsprog, især i skrift, bør gives både på engelsk og på Nordens samfundsbærende sprog.
• at universiteter, højskoler og andre videnskabelige institutioner kan udvikle langsigtede strategier for sprogvalg, parallelsproglighed, sproguddannelse og oversættelsesstøtte inden for deres virksomhedsområder.
• at nordiske terminologiorganer kan fortsætte med at koordinere terminologier inden for nye områder.
• at virksomheder og arbejdsmarkedsorganisationer bør opfordres til at udvikle strategier for parallelsproglighed.

Sverige som foregangsland for parallelsprogstanken

I Norden lader Sverige til at være det land hvor man tidligst gjorde sig tanker om at man med parallelsproglighed på én gang kunne afbøde domænetab og ruste sig til internationaliseringen.

Inden ordet 'parallellspråkighet' blev indført, havde man i Sverige i en årrække talt om parallel brug af engelsk og svensk. Det gælder et centralt dokument som det svenske sprognævns forslag fra 1998 til et sprogpolitisk handlingsprogram (trykt i Språkvård 1998, s. 7-23), hvor følgende står at læse:

Det gælder også mammutrapporten Mål i mun (Stockholm 2002), hvor man finder denne formulering: